Batteriets historie

Batteriets historie

Hvad har frølår, verdenskrige telegrafsystemer, og radioer tilfældes? … svaret er batterier. Både krigene og lårene spiller nemlig en rolle i udviklingen, af de batterier vi i dag bruger i alt fra mobiltelefoner til elektriske knive.

Af Henrik Dreboldt Olsen

Hvis du tror, at batteriet er en ny opfindelse, så tager du fejl. Rent faktisk er det over 200 år siden det første batteri så dagens lys. Helt præcist skal vi tilbage til det 18 århundrede, for at finde de første spor, af det der senere bliver til det moderne batteri.

Den spæde start
Mellem de herrens år 1780 og 1786 står en italiener ved navn Luigi Galvani og fifler med nogle frøer et sted i Norditalien. Under et af hans mange forsøg i laboratoriet, observerer han, at når et "dødt" frølår kommer i kontakt med jern og messing, så trækker det sig sammen. Han opfatter det som en vævsreaktion, men i dag ved vi, at det han så var verdenshistoriens første registrerede "elektrochok".
Metallerne Luigi brugte, udvikler nemlig en meget svag form for elektricitet, som påvirker nerverne i frølåret til at trække sig sammen. Så uden at vide det, ligger Luigi dermed fundamentet til det moderne batteri.

Det bliver dog en anden italiener, der for alvor sætter skub i udviklingen af batteriet. Allessandro Volta udfører en række forsøg ved Universitetet i Pavia fra 1796-99, hvor han ved hjælp af sølv- og zinkplader, fremstiller elektriske strømme. I starten stabler han pladerne, og skaber derved verdens første tørbatteri. Senere går han over til at nedsænke pladerne i en saltopløsning, for at opnå en bedre effekt.

I de følgende år bliver der forskellige steder i verden opfundet en række nye metoder, hvormed man kan fremstille elektricitet. Fælles for dem alle er, at de tager udgangspunkt i, at man nedsænker nogle elektroder i en væske. To af de mest succesfulde metoder bliver udviklet af henholdsvis Grove (1839) og Bunsen (1842), og begge metoder blev flittigt benyttet igennem 1850'erne.

Kommercialiseringen
I 1866 tager en fransk ingeniør, ved navn Georges Leclanche, patent på et nyt batteri, der hurtigt opnår stor succes. Hans batterier bliver døbt "våde celler", fordi de stadigvæk består af metaller nedsænket i en væske.
George Leclanhes batteri bliver det første masseproducerede batteri, og i løbet af bare 2 år bliver der fremstillet over 20.000 af hans batterier. Blandt køberne er blandt andet det franske telegrafvæsen, der bruger batterierne over hele Frankrig. Markedet for batterier er dog stadigvæk meget småt, og på dette tidspunkt er det kun i industrien man rigtigt benytter batterier.

Et af problemerne ved de "våde celler" er nemlig deres vægt og deraf følgende uhåndterbarhed. Derfor står det hurtigt klart, at fremtiden må ligge indenfor de tørre celler.

I løbet af 1880'erne bliver der udviklet flere kommercielt succesfulde tørre celler. I 1889 er der mindst 6 forskellige typer af tørcellebatterier i omløb. Udviklingen går i retning af mindre og lettere batterier, og ved den første succesfulde brug af tungstenstråde i 1909, er vejen banet for batterier i blandt andet lygter og anden håndholdt elektronik.

Verdenskrigene og radioen
Under Første Verdenskrig (1914-18) tager udviklingen af batterier et gevaldigt spring fremad. Brugen af lommelygter og radioer i skyttegravene, gør behøvet for pålidelige og langtidsholdbare batterier endnu mere påtrængende end tidligere. De krigsførende magter gør derfor en gedigen indsats for at videreudvikle den efterhånden modne batteriteknologi.

Efter krigen udvikler Radioen sig til det mest dominerende medie, og også dengang ønskede folk at tage deres radioer med ud i det fri. Det betyder endnu et skub fremad i kommercialiseringen af batteriet, og i tiden optil Anden Verdenskrig finder batterierne vej til mange private husholdninger.

Krigen kommer i 1939, og som alle krige, sætter den skub i udviklingen af alt der kan bruges i et militært øjemed - og det kan batteriet. Teknologien med tørceller forbliver grundlæggende den samme, men pålideligheden og holdbarheden øges, samtidigt med at produktionsmetoderne forbedres.

I 1950'erne og 60'erne finder batterierne vej til endnu flere husholdningsprodukter, og alt lige fra legetøj til værktøj bliver efterhånden batteridrevet.

I løbet af 70'erne og 80'erne bliver de genopladelige batterier hvermandseje. De leverer en længere levetid og større miljømæssig bæredygtighed end de traditionelle engangsbatterier. Alle fordele der betyder bedre økonomi og miljø-samvittighed hos forbrugerne

Batteriet i dag
Hvor befinder batteriet sig så i dag? Ja her i begyndelsen af det nye årtusinde, render vi alle rundt med minimum et batteri på os hele tiden. Enten i mobiltelefonen, hørerapparatet eller MP3 afspilleren.

Men hvis man tror, at udviklingen stopper her, så tager man fejl. Næste skridt på batteriets evolutionære trappestige kan meget vel blive batterier baseret på harepiks. I Japan er forskerne relativt langt fremme med udviklingen af harpiksbatterier. De kan oplades på under fem-minutter, samtidigt med at kapaciteten bliver væsentligt højere end i dag.

Takket være Luigi Galvanis indledende frølårsfiflerier, er batteriet i løbet af de seneste 200 år, gået hen og blevet hvermandseje. Det har udviklet sig fra at være et komplekst monstrum af opstablede metalplader, til nutidens små fikse metaldimser. Og hvis japanerne får det som de vil, så står den på harpiks batterier inden 2010, og så vil endnu et kapitel i batteriets historie kunne skrives.

Batteribyen.dk: © 2003-2022 batteribyen.dk