Hvad betyder BMS, celler og brushless?
Du har måske set ord som: BMS, Celler, Brushless, Beskyttelse mod overophedning - Det lyder teknisk - Og det er det også...Her er den korte forklaring.
Hvad er celler?
Et batteri består ikke af én stor blok strøm.
Inde i batteriet sidder der flere mindre enheder – de kaldes celler. Det er dem, der lagrer energien.
Kvaliteten af cellerne har betydning for:
- Driftstid
- Levetid
- Stabilitet under belastning
To batterier kan godt have samme volt og Ah – men føles forskellige i brug, hvis kvaliteten af cellerne ikke er den samme. Det er derfor, der kan være forskel på batterier, selvom tallene ligner hinanden.
Hvad er BMS?
BMS står for Battery Management System. Det er den indbyggede elektronik i batteriet – en slags "styring", der holder øje med det hele.
Den:
- Beskytter mod overopladning
- Beskytter mod overophedning
- Beskytter mod overafladning (dybafladning)
- Beskytter mod overbelastning
- Balancerer cellerne
Det betyder, at batteriet ikke bliver presset ud over sine grænser – hverken under brug eller opladning.
Et godt BMS forlænger batteriets levetid og øger sikkerheden i hverdagen. Du ser det måske ikke – men det er en vigtig del af, hvorfor moderne elværktøjsbatterier holder længere og fungerer mere stabilt.
Hvad betyder brushless?
Brushless betyder kulløs. Det handler ikke om batteriet – men om motoren i værktøjet.
En brushless motor bruger elektronisk styring i stedet for traditionelle kul.
Det giver:
- Højere effektivitet
- Mindre varme
- Bedre udnyttelse af batteriet
- Mindre slid i motoren
Det betyder ikke, at du skal have et særligt batteri. Men brushless-maskiner bruger energien mere effektivt og giver ofte længere arbejdstid på samme batteri.
Vil du vide mere?
Vi har samlet det i vores øvrige guides om elværktøjsbatterier:
Vi håber, guiden gav et godt overblik.
Team Batteribyen
Synes du godt om vores indhold? Vælg os som foretrukken kilde på Google: